Meditation er moderne i disse tider, hvor alt for mange mennesker oplever, at et højt stressniveau i en kompleks hverdag gør det svært at være nærværende og tilstede. I meditation kan du erfare den ro i kroppen og stilhed i hovedet, som kan være en uvurderlig støtte i at holde balancen i en stresset hverdag.  

 

'Tillid er dybest set ikke noget, man har.

Det er det, man er, når man falder ind i

en fuldstændig afslappet væren.

At vække tillid, at være tillidsvækkende,

både overfor sig selv og andre,

kommer derfor af at være vendt mod det,

som er sandt og virkeligt'.

Madhurima, Hjertets intelligens

 

I kontakt med hjertet eller din inderste sandhed, får man mod til at være enkel med det komplekse. Den enkelthed er det muligt at opdage i meditation, og derfra gradvist integrere den i den konkrete tilværelse. En meditativ indstilling eller konkrete mindfulness øvelser kan være en støtte på alle niveauer af din udviklingsproces. I terapien kan neutraliteten og dit rummende nærvær støtte dig i at blive bevidst om komplekse personlighedsmønstre, uden at fordømme dem. I selvudviklingsprocessen kan den indre stilhed hjælpe dig til at fordybe kontakten til dine dybere kvaliteter. I supervision kan du træne dit nærvær med dig selv og de mennesker, du arbejder med.

  

Hvis du gerne vil lære at meditere, kan du deltage i en af mine grupper eller få individuel vejledning til din indre proces. Jeg har flere gange oplevet, at mennesker, som har mediteret i andre sammenhænge har fået nye vinkler på meditation på mine kurser, så du er også meget velkommen, hvis du allerede har en meditationspraksis.

 

Min tilgang til at meditere er, at det handler om at genkende din evne til neutral og åben bevidsthed om alt hvad der foregår i dit system: fysiske sansninger, emotionelle reaktioner, empatiske følelser og mental aktivitet. Det er min erfaring at denne åbne neutralitet spontant åbner for et hjerteforbundet nærvær, som giver et afspændt ’slip’ ind i det man kunne kalde en følelse af ’sand væren’ eller indre tillid. Jeg har af kursister hørt det formuleret som et slags indre fodfæste eller centrering, der samtidig føles som en befrielse. 

 

Klientfeedback:

Når jeg har været til meditation hos dig, bidrager

det til, at jeg kommer mere i kontakt med den rolige

side af mig selv, når jeg så selv mediterer derhjemme.

Jeg har tendens til at køre "ting", "mig" op,

men efter en seance hos dig,

bliver det nemmere at komme i kontakt med roen igen.

Det er den måde, du guider på, som gør, at jeg

kommer til at tænke over, hvad der gør mig rolig og

afbalanceret indeni. Eller nogle gange ikke engang

tænke, men bare blive rolig og afbalanceret.

Det er helt klart en kombination af, at du

guider under meditationen, jeg føler imens, og så de

efterfølgende spørgsmål fra dig, som får mig til at

reflektere nærmere over, hvordan  jeg har det lige nu,

og hvor jeg kan finde roden og balancen i mig selv.

Som du ved, har jeg mediteret,

før jeg mødte dig, men det har slet ikke givet mig ro

og balance, som efter du kom ind i billedet.

 

Mine guidede meditationer udspringer altid af det, der konkret foregår i gruppen eller den samtale vi har i en individuel session.

Jeg har mediteret hver dag i 18 år, og holder hvert år retreats alene, hvor jeg fordyber den indre kontakt. Jeg bruger de erfaringer jeg har fra denne indre proces i det meste af mit arbejde, som en indre indstilling og konkret nærvær med det, der foregår under sessionen eller i gruppen.