Jeg tilbyder individuel- og gruppesupervision til nyuddannede psykologer og andre faggrupper, der arbejder med mennesker, fx pædagoger, socialpædagoger, læger, sygeplejersker, psykoterapeuter, eller alternative behandlere.

 

Supervision handler om at styrke din faglighed og din evne til at udføre dit arbejde på en måde, hvor dine kompetencer, faglige ressourcer og potentialer kommer mest muligt i spil. I supervision vil du blive mere bevidst om dine faglige styrker og svagheder, så du kan få et bedre overblik, og se dig selv i dit arbejde med nye øjne. Vi vil skabe et rum for refleksion, som kan udvide perspektivet på dig selv i din arbejdsfunktion, og hvor du kan søge efter nye vinkler, nye måder at gå til svære sager og få ny energi, når du er træt.

 

Et grundlæggende udgangspunkt i supervisionen er, hvordan du møder din patient, klient eller borger. Spørgsmål i supervisionen kunne være: Hvordan møder jeg mine klienter? Hvad står i vejen for udfoldelsen af mit faglige potentiale? Hvilke dele af min personlighed er nyttige og gode at have med på arbejde? Hvilke dele af mit personlige mønster har bedst af at stå i baggrunden, når jeg er på arbejde? Hvordan lader jeg de dele af min personlighed træde i baggrunden? Hvad støtter min kreativitet i min faglige funktion? Hvordan er jeg mest muligt mig selv i min arbejdsfunktion? Er mine dybereliggende ressourcer og potentialer med mig på arbejde? 

 

Når jeg får positiv feedback fra de mennesker jeg arbejder med er, handler det ofte om, at de føler sig mødt og ’villet’, når de er hos mig. Eller de siger, at de mærker, at jeg møder dem som menneske, og ikke kun som fagperson. Dette har den effekt, at man slapper af som klient og det er, som jeg ser det, den vigtigste forudsætning for udvikling og vækst. Det er samtidig en basisforudsætning for at terapi og bevidstgørende arbejde kan finde sted. Dette bliver ind imellem bliver overset, da fokus ofte ligger ved at erhverve sig effektfulde teknikker og metoder. 

Da mit speciale er måden teknikker og metoder bruges på, vil det have større fokus end selve teknikken.  Det er ikke i modsætning til at vælge en terapeutisk retning med dertil hørende metoder og teknikker. Men det vigtige for mig er, at du opnår en tillid til dig selv i din arbejdsfunktion. Derfra vil du kunne anvende de teknikker og metoder du kan på den måde, som falder naturligt for dig, og det vil have en afgørende effekt på de mennesker, du arbejder med.

 

I supervision af teams eller grupper kan der inddrages systemisk opstilling, der kan tilvejebringe ny viden og give mere bevidsthed om underliggende dynamikker i måden teamet fungerer på. Her er det også interessant at se på, hvordan medlemmerne i teamet møder hinanden, da dette i høj grad påvirker stemningen i en gruppe. Denne stemning er afgørende for, hvor kreativt teamet udfører sine arbejdsopgaver, og hvor godt den enkelte fungerer i gruppen.     

 

For nyuddannet psykologer kan der laves et gruppeforløb, som dækker den eksterne supervision, der kræves for at blive autoriseret. For eksempel kan der laves et forløb for en gruppe på 3-5 deltagere på 20 gange 3 timer hen over et år. Eller der kan laves hele dage, hvor gruppen mødes fra kl 10-16. De 60 timer konverteres til 40 timers ekstern supervision. Hvis I kun er to deltagere i gruppen tæller alle timer fuldtud.

Se Psykolognævnets bestemmelser for autorisation her: https://ast.dk/filer/naevn/psykolognaevnet/retningslinjer10april2014.pdf

 

Kontakt mig, hvis du ønsker et forløb, så kan vi tilrettelægge det, så det passer med din/jeres arbejdssituation